Tilbage til forsiden

Mine 7 flyverhelte

Forord
Under 2. verdenskrig i august 1944 styrtede et engelsk bombefly ned på en mark tilhørende min bedstefar Svend Andersen. Dette styrt kom til at fylde meget i min bedstefars tilværelse, idet han efter krigen og frem til sin død i 1995 havde kontakt til pårørende til flyverne. I dag er undertegnede ejer af gården, hvor flyet styrtede ned. Jeg har gennem mange år lyttet til min bedstefar, når han fortalte om sine oplevelser, og har arvet en del materiale herunder mange breve, som de pårørende skrev til ham for at få oplysninger om deres kære.
Desuden er der mange personer, der har haft en oplevelse i forbindelse med styrtet. Det kan være som tililende til styrtet tidlig om morgenen den 27. august eller som graver på kirkegården i Gl. Rye.
Alle disse oplysninger har jeg forsøgt at samle sammen og beskrive med det formål at fortælle en lille smule lokalhistorie, lidt krigshistorie men vigtigst af alt for at de 7 tapre flyvere ikke bliver glemt.

August 1944
Vi er i krigsåret 1944, året hvor Kaj Munk blev dræbt af tyskerne og Anne Frank skrev de sidste linjer i sin dagbog. Det er også året, hvor krigen for alvor vender til de allieredes fordel. I sommeren 1944 yder Royal Air Force en stor indsats både før, under og efter D-dag i Normandiet den 6. juni ved bombning af den tyske våbenindustri, deres forsyningslinjer og militærstillinger. " Se hilsen fra General Montgomery til Royal Air Force flyvere her "
Luftkrigen blev udkæmpet med stadig mere sofistikeret teknologi og voksende grusomhed af både de allierede og de tyske luftstyrker. Luftkrigen er en spændende historie om ekstrem teknologisk konkurrence, taktisk og strategisk udvikling.

Natten mellem den 26. og 27. august 1944 sender Bomber Command i England 531 bombefly på togt. 327 bombefly sendes til Kiel og 174 bombefly til Köningsberg. Derudover sendes 30 bombefly på mineudlægningsoperation ved Kiel og Danzigbugten.
Af de 327 fly til Kiel mistes der 17 fly og besætninger. Turen til Köningsberg med 174 fly koster 4 fly og besætninger. Mineudlægningsoperationen til Danzigbugten med 30 deltagende fly koster 5 fly og deres besætninger. Nattens tab kan herefter opgøres til 5 %.
Flak eller rettere antiluftskyts, som sender granater flere kilometer op i luften inden de eksploderer samt fjendtlige jagerfly, er hovedårsagen til de store tab for bombeflyene.

Besætningen
Besætningen på en Lancaster består af 7 mand. På LM694 er besætningen blandet, den består af 4 englændere og 3 canadiere. 

Først har vi piloten. Det er Frederick James Dee fra Wales, 29 år, gift med Ann i 1943 og kommende far, idet hans kone er gravid. Der er kun piloten til at styre flyet, idet der kun er et sæt styregrejer. Normalt er der to sæt styregrejer på et fly og ofte også en 2. pilot. Under krigen afskaffede man 2. piloten, da der var ret stor mangel på piloter. I stedet for 2. piloten havde man en mekaniker altså en person med stor teknisk indsigt. 
Piloten kunne nogle gange, når han fløj over fredelige områder f.eks. over England, få lidt hjælp af ”GEORGE” autopiloten.
Såfremt piloten sættes ud af spillet, er den øvrige besætning instrueret i at holde flyet i luften og sætte kurs mod England og så springe ud i faldskærm, såfremt man når frem til fastlandet.

Maskinisten er Jack White, fra England, 26 år. Maskinisten, eller på dansk mekanikeren sidder ved siden af piloten og sørger for at motorerne og den megen teknik kører, som det skal. Maskinisten skal bl.a. lynhurtigt kunne standse en motor, lukke for benzintilførslen og kantstille propellen i tilfælde af motorbrand. Han skal også sørge for at motorerne hele tiden får den rette mængde brændstof tilført og den rette blanding af ilt og brændstof. Forkert tilførsel af brændstof kan betyde lavere ydelse og dermed faldende flyvehøjde og hastighed. Det kan også betyde flammer ud af udstødningsrørene, der gør flyveren til et lysende mål på nattehimlen for fjendtlige jagerfly. Maskinen er indrettet således, at når alle motorernes instrumenter i cockpittet står lodret, så er alt i orden.

Bombekasteren er George William Palmer, 29 år fra England, gift og far eller stedfar til Sheila. Palmer sidder i maskinens ”næse”. Når flyveren kommer ind i målområdet, overtager bombekasteren styringen af flyet, indtil lasten af bomber er kastet, hvorefter piloten igen overtager styringen og sætter kurs mod England. Blev bombesigtet fodret med de rigtige tal for højde, fart, kurs, vind og retning, var det meget nøjagtigt. 
Bombekasteren er også maskingeværsskytte, idet der i snuden over bombesigtet er to Brownings 303 maskingeværer. 

Navigatøren er James Balfour Russell, fra Canada, 30 år. Han sidder bag piloten ved et lille bord. Navigatørens arbejde er ret vigtigt. De flyver oftest om natten i al slags vejr, nogle gange uden at se andet end tunge skyer og mørke. " Se avisartikel med James Russell "

Telegrafisten er William Alexander Holt, 20 år, fra England. Telegrafistens opgave, ud over at have kontakt med England, de andre Lancastere og master bomberen, er også at pejle både egne og fjendtlige flyvere med forskellige former for elektronisk udstyr.

William A. Holt er ikke besætningens sædvanlige telegrafist. Det er derimod Sgt. Tyrrell, der var skrevet på besætningslisten til at deltage på det sidste togt. Tyrrell har været med på samtlige togter, men ikke på denne sidste skæbnesvangre tur. Tyrrell kan være blevet syg umiddelbart før afgang, og Holt har taget turen i stedet. " Se besætningsliste for sidste mission "

Tårnskytten er Jacob R. Schafer, 19 år, fra Canada. Tårnskytten sidder oven over bombelasten og kigger op gennem en plexiglaskuppel, hvor 2 Brownings 303 maskingeværer er monteret. Tårnskytten kan se alt, hvad der foregår oven over Lancasteren. " Læs mere og se billede af Jacob Schafer "
De projektiler der anvendes på maskingeværerne i flyene er ikke ens. Hvert 5 projektil er panserbrydende, og hvert 5 er et brandprojektil. Derudover er der projektiler i et eller andet interval, der giver et lysspor, så skytten kan se, hvad der skydes mod. På dagstogter er patronsammensætningen anderledes. Her anvendes der mange flere patroner, der giver et lysspor.

Agterskytten er John Ernest Fitzgerald, 19 år, fra Canada. Agterskytten er besætningens øje i nakken. Han sidder med ryggen mod flyveretningen og kigger bagud sammen med sine 4 Brownings 303 maskingeværer. Skyttens årvågenhed er meget vigtig for at undgå angribende jagerfly, der kommer snigende bagfra. Det er også agterskytten, der kan se om bomberne ramte målet. Agterskytten er alene langt fra den øvrige besætning og sidder inde i et lille rum med meget begrænsede bevægelsesmuligheder. Det er hundekoldt, -20 til -30 grader, og det bliver ikke varmere af, at plexiglasset ofte er pillet af for bedre kunne se fjendtlige fly, inden de kommer for tæt på. For at agterskytten og tårnskytten kan holde varmen, sidder de med elektrisk opvarmet tøj på.
Se mere om John Ernst Fitzgerald bl.a. personlige breve, telegrammer og billeder på Canadisk hjemmeside " The Canadian Letters and Images Project "

Det er besætningens togt nr. 20 fra Kirmington. Besætningen er ankommet til basen den 13. juni 1944. Ifølge et brev, som moderen til piloten Dee skriver til min bedstefar i 1946, er det besætningens 27. bombetogt. Moderen skriver endvidere, at de alle håbede på, at besætningen ville klare 3 togter mere og dermed have taget i alt 30 togter og herefter havde fået et halvt års orlov fra aktiv krigstjeneste. Det må derfor i skrivende stund formodes, at besætningen har fløjet 7 operationer fra en anden eskadrille og flybase før Kirmington. " Se detaljer over besætningens bombetogter fra Kirmington "

Det forholdt sig således, at flyverne efter at havde taget en turnus på 30 togter fik et halv års orlov. Efter dette halve års orlov skulle man igennem en turnus på 20 togter. Overlevede en flyver to runder, hvilket vil sige 50 togter, kunne RAF og militæret aldrig mere kræve noget som helst af pågældende.  Der var ikke ret mange flyvere, der kom så langt. Ud over en god uddannelse, godt udstyr og eksemplariske samarbejdsevner blandt besætningens medlemmer skulle man være ekstrem heldig for at overleve. Besætningerne havde som regel ikke held nok.  

Såfremt man overlevede de 5 første togter, kunne man kalde sig erfaren. Det var under de første togter, man oplevede de største tab. De nye besætninger havde ikke den nødvendige erfaring, der skulle til for at undgå antiluftskyts og fjendtlige jagere. Der var også store tab hos besætninger, der nærmede sig de 30 operationer. Det skyldtes i nogle tilfælde, at man overvurderede sig selv og undervurderede fjenden. Hos andre besætninger skyldtes det, at nerverne var så tyndslidte, at der blev begået tåbelige fejl.

Lancaster bombeflyet
Lancaster bombeflyet LM694 er splinternyt. Flyet er blevet leveret til Kirmington flybasen mandag den 22. august og har kun haft 15 flyvetimer inden nattens togt. De femten flyvetimer er et enkelt bombetogt til Rüsselheim torsdag den 25. august og øvelses- og testflyvning i løbet af ugen.

Lancaster flyene blev produceret fra september 1941 til februar 1946 og var det førende bombefly under 2. verdenskrig, kun overgået af det amerikanske B-17 bombefly. Lancasteren skulle efter sigende have nogle særdeles gode flyveegenskaber, taget flyets størrelse og vægt i betragtning.  Man kunne navigere flyet meget hurtigt, når man havde et fjendtligt jagerfly lige i hælene. Flyet blev primært anvendt til nattogter, men dagtogter kunne også forekomme.
Flyet blev drevet af 4 Rolls Royce Merlin 38 motorer med hver 1.480 hk. Den totale motorkraft svarer til motorkraften for 40 store traktorer.  

• Vingespænd 31,10 m, vingeareal 120,49 m2.
• Længde 21,1 m, Højde 5,69 m.
• Vægt uden bomber og brændstof: 16.705 kg.
• Vægt lastet med brændstof og bomber: 30.800 kg (maksimum vægt 31.750).
• Bombelast: 6.360 kg.
• Maksimum hastighed: 462 km/t, 338 km/t ved marchhastighed i 20.000 fod (6.095 m).
• Maksimum flyvehøjde: 24.500 fod (7.467 m).
• Bevæbning maskingeværer, næse 2 stk., tårn 2 stk., halen 4 stk.

Den tid besætningen er i aktiv tjeneste, flyver de seks forskellige Lancastere. De 5 går tabt under krigen og det sidste fly få dage efter krigens afslutning. 

Kirmington
Besætningen, jeg beskæftiger mig med, hører hjemme på flybasen Kirmington i North Lincolmshire, hvor Squadrom 166 har hjemsted.

Lørdag morgen den 26. august 1944 kunne Pilot Frederick J. Dee og hans 6 mands store besætning se, at de sammen med 4 andre bombefly fra Kirmington skal deltage i et bombetogt den kommende nat. I løbet af formiddagen kører de ned til deres maskine LM694 for at tale med mekanikere og andet jordpersonale. Til hver maskine er der fast tilknyttet en mekaniker, en klejnsmed og en elektriker. Jordpersonalet kan fortælle hvor meget brændstof, der er fyldt på og hvilken bombelast, der losses på maskinen. Brændstofmængden fortæller noget om, hvor langt der skal flyves, og bomberne fortæller noget om, hvad der skal bombes. Herefter gætter både flyvere og jordpersonale på, hvor togtet går til.

Senere på dagen, når jordpersonalet er færdigt med deres gøremål med maskinen, tester flyverne maskinen af, for at sikre sig, at alt er indstillet korrekt og fungerer perfekt. Inden flyverne er færdige på flyet, kigger præsten og Wing Commander forbi og ønsker dem en god tur. Det er en tradition på Kirmington, at præsten og chefen ønsker god tur til alle, der skal på togt den nuværende dag eller kommende nat. 

De sidste togter
Frederick Dee og hans besætning var på togt den 16. august, hvor 8 bombefly fra Kirmington var på minelægningsoperation ved Stettin bugten og 10 bombefly fra Kirmington var af sted for at bombe installationer i byen Stettin. I alt deltog 461 bombefly i bombning af Stettin området den nat. 5 bombefly gik tabt på denne tur.

Besætningen med Frederick Dee ved styrepinden tog af sted kl. 21.15 mod Stettin bugten. Vejret var godt i starten men blev meget skyet eller tåget efter den tyske vestkyst.  Kl. 01.18 blev lasten på 6 miner a 1.500 pund kastet i 11.000 fod i målområdet. Der var frem til dette tidspunkt ingen fjendtlig modstand af nogen art, men umiddelbart efter at Frederick Dee og besætning forlader målområdet, bliver de angrebet af en tysk natjager (JU 88). Agterskytten John Ernest Fitzgerald skyder på jageren, som ved første salve styrter i havet og eksploderer. Besætningen var tilbage i Kirmington kl. 05.00 om morgenen. Herefter er der tid til et krus the med en sjat rom i inden afrapportering. Efter afrapporteringen er det så sengetid. Der er ingen fast mødetid næste dag, og i øvrigt er der ikke streng disciplin. Man er selv ansvarlig for at være klar og holde sit udstyr i orden. Det er den bedste livsforsikring, man har som flyver. Streng disciplin forekom kun lejlighedsvis i perioder, når der i længere tid var dårligt flyvervejr, og flyverne pga. kedsomhed gik hinanden på nerverne.

Agterskytten Fitzgerald indstilles efter dette togt til en tapperhedsmedalje for sin årvågenhed og gode skydning.  

Frederick Dee og besætningen er igen på togt den 25. august hvor de flyver til Russelheim. De bliver her angrebet 3 gange af en natjager ”JU88”, der dog til sidst måtte trække sig brændende tilbage. Turen var første bombetogt med LM694.

Det sidste togt
Sidst på eftermiddagen lørdag den 26. august er de deltagende 5 besætninger i Kirmington inde til briefing omkring det forestående bombetogt. Det bliver afsløret, at det er en tur til Danzigbugten med miner. Ruten er anvist ved en rød tråd på et stort kort over Europa. Flyvehøjde, højde hvorfra bombelasten skal droppes, tidspunkter for take off osv. bliver meddelt her. Der bliver også givet informationer om, hvor der kan forventes flak og angreb fra fjendtlige natjagere.

Senere er der udlevering af deres flyverudstyr og flugtpakke. Flugtpakken bestod blandt andet af fotos til falske pas og papirer, barbermaskine, salve til ømme fødder, piller til at gøre grøftevand drikkeligt, kort, kompas. Der bliver også udleveret valuta til de lande, der overflyves, dog ikke tyske penge, idet man ikke anså det for muligt at flygte herfra. Flyverne har også koffeinpiller med. Det er især tårn- og agterskytten, der på lange togter tager disse for kunne holde koncentrationen. De har også mulighed for at få kaffe og kiks med, og det er vel og mærke rigtig kaffe. Kaffen kan dog først nydes, når man er tilbage over England, hvor risikoen for fjendtlige flyvere er minimal og flyvehøjden er så lav, at man kan tage iltmaskerne af.

Flyverne ifører sig deres dragter. Mest omfattende er det for skytterne, der har adskillige lag tøj på herunder elektrisk opvarmet undertøj og vanter. Skytterne sidder i uopvarmede omgivelser hvor der i 20.000 fod kan være 20 – 30 minus grader. 

Bombelasten er som sagt miner. Der er 5 stk. i alt, 3 stk. Mk. VI og 2 stk. Mk. IX. Minerne skal kastes fra 14.000 fod. 

Når flyene starter fra basen sendes de af sted med 1 minuts mellemrum. Herefter flyves der i en stor trekantbane, indtil alle fly er i luften. Når alle fly er i luften, sættes kursen mod det mål, der er sat for togtet.
Kl. 20.45 er det take off, og LM694 letter fra Kirmington. Udturen var begivenhedsløs og gennemføres under gode vejrforhold. Omkring kl. 01.30 er besætningen fremme ved målet, og minerne droppes i de 14.000 fod, som ordren går på.
Før hovedstyrken kommer frem til målet, har der allerede været en stifinder eskadrille, der har kastet markeringsbomber, således bombningen bliver så præcis som muligt. I skyet vejr bliver markeringsbomber smidt ud i faldskærm og markerer bombemålene både oven over skyerne. 

På vej hjem til England har vejret ændret sig. Der er melding om overisning og elektriske storme, og flyene omdirigeres til Lossiemouth flybasen, der er beliggende på nord øst kysten af Skotland.
Elektriske storme er uvejr med lyn og udladninger, der giver lysende ringe af ild om proppellerne og en bræmme af ild på alle kanter af flyet. Mange af flyets instrumenter er ude af funktion bl.a. kompasset, hvilket gør det umuligt at navigere, og det medfører, at man farer vild højt oppe i luften. 

Nedstyrtningen
På vej over Danmark er de fjendtlige natjagere meget aktive. To af Kirmingtons bombefly bliver ramt og styrter ned. LM652 fra Kirmington styrter ned i vandet omkring Slettehage i Kattegat. Liget af piloten og tårnskytten blev fundet i oktober 1944, mens resten af besætningen aldrig er blevet fundet.  

LM694 styrter brændende ned på min bedstefars mark ved Åstruplund. 

De øvrige tre bombefly fra Kirmington vender uskadte tilbage i tidsrummet 06.00 – 06.35, efter et togt på godt 9 timer. 

Besætningerne på bombeflyene havde svært ved at se under maskinen. Tyskerne havde i sommeren 1944 fundet på at montere nogle maskingeværer eller kanoner på deres jagere, der pegede 70 grader skråt opefter, så kunne de snige sig op under bombeflyene og åbne ild. Denne angrebsmetode blev kaldt Schräge Musik, eller på dansk skrå musik. Deres foretrukne mål var flyets benzintanke. Denne metode anvendte de tyske jagere kun, når bombeflyene var på var hjem efter at have droppet bombelasten. Såfremt angrebet blev foretaget med bombelast om bord, ville det være det rene selvmord for den angribende jagerpilot.
Om det skulle være netop denne skæbne, der er overgået LM694 finder vi ikke ud af, men det er en mulighed.  

Ca. kl. 3.30 om morgenen styrter LM694 brændende til jorden og eksploderer. En del lokale er vidner til styrtet. Om de er oppe denne morgen, fordi der forinden har været et meget voldsomt tordenvejr, eller fordi der denne nat er usædvanligt megen flyveaktivitet vides ikke. Brædstrup området overflyves denne nat af rigtig mange bombefly, der er på vej hjem til England, og der er fortælles om voldsomme luftkampe med tyske natjagere.
Der er flere, der kan berette om en brændende maskine eller ildkugle kommende fra nord, som passerer gården Marienlyst i lav højde og styrter til jorden syd for Sandvej med en meget voldsom eksplosion til følge.
Min bedstefar skrev i et brev til England den 25. juni 1946, at man mente besætningen var omkommet i flammerne inden styrtet. 

Umiddelbart efter styrtet er der en del tililende lokale på stedet. Nogle leder efter våben og ammunition, andre kunne godt bruge en faldskærm så børnene kunne få nye skjorter. Der var jo mangel på alt i slutningen af krigen. Nogle var måske bare nysgerrige og ville se, hvad det var faldet ned fra himlen.
Ejvind Vinther, vognmand i Åstruplund og en chauffør med navnet Henrik var først fremme på stedet. Ejvind redder sig en faldskærm som hans kone Hatla Frederikke Frederiksen senere får omdannet til undertøj til døtrene.
Hjemme på gården ligger mine bedsteforældre i deres senge, indtil naboen Rasmus omkring kl. 4.00 står og hamrer på sovekammervinduet og råber: ” Svend vågn op, det brænder nede på din mark ”. Mine bedsteforældre står op, og Rasmus fortæller, hvad han ved. Min bedstefar vil tage derned, men min bedstemor synes, han skal blive hjemme, og så bliver han selvfølgelig hjemme. 

Hurtigt efter styrtet var tyske soldater fra Brædstrup under ledelse af Hauptfeldwebel Hein fremme ved nedslagsstedet, og området blev spærret af i en stor rundkreds. Der var ingen adgang for andre end den tyske værnemagt. Om morgenen er tyske soldater rundt på de nærmeste gårde for at spørge til overlevende, dog uden at lave egentlige husundersøgelser.
Min bedstefar gik, da det var lyst, ned til afspærringen og via en tysk soldat, der kunne en smule dansk, fik han fortalt, at han var ejeren af marken og gerne ville ind og se, hvor stor skade nedstyrtningen havde forvoldt afgrøden, der stod på marken. Afgrøden var lupiner, der endnu ikke var høstet. Derpå fik han lov til at nærme sig nedstyrtningsstedet i en afstand af 25 meter. Det syn, der mødte ham, var grufuldt. Vragdele og sønderdelte ligrester lå spredt mellem hinanden over et stort område. Den største del af flyverne, han så, var et stykke brystkasse. Der var en ubehagelig stank fra de brændte ligdele. Ud over selve nedstyrtningskrateret på 30 x 75 meter var der fire kratere, hvor hver motor havde boret sig ned. Halehjulet var intakt, men var slynget 200 meter væk. De store landingshjul brændte i adskillige timer og ammunition sprang i lang tid efter styrtet.
De tyske soldater, nogle med en kartoffelgreb, andre med de bare næver, gik og samlede ligdele op og puttede disse i fire papirsække.
Min bedstefar fortrød bagefter, at han var gået derind, og jeg tror aldrig helt, han kom sig over det syn, der havde mødt ham. Oplevelsen kunne han ikke slippe af med igen. " Læs mere om landbruget under 2-verdenskrig her " 

I løbet af dagen var der mange nysgerrige forbi. En af dem var Gunnar Viby Mogensen fra Brædstrup, som var 11 år på det tidspunkt. Gunnar cyklede ned ad Åvej mod Bredstenbro og kørte ind ad markvejen, der gik ved nr. 39. Længere fremme ved en gruppe mennesker stoppede han op ved to sorte uhyggelige klumper på jorden. Det var to halvdele af det samme meget forbrændte menneske. Gunnar kørte hurtigt hjemad igen.        

Samme nat over vandtårnet på Brokhøj
Gunnar Viby Mogensen har skrevet en artikel i ”Årsskrift 2008”, udgivet af Brædstrupegnens Hjemstavnsforening. Der kan man læse, hvad man som Brædstrup-dreng kunne få at se af den 2. verdenskrig. Det er meget spændende læsning og kan anbefales. 

Gunnar skriver, at vandtårnet nord for Brædstrup for nylig var blevet udstyret med en flakkanon, og at denne flittigt blev anvendt natten mellem den 26. og 27. august mod Lancasterflyene, der vendte tilbage fra målene i Tyskland. Flakkanonen i vandtårnet havde ramt et af flyene, et andet fly var vendt omkring og havde kastet nogle bomber i et forsøg på at ramme vandtårnet. Det blev i stedet for en ejendom, hvis mørklægningsgardiner ikke var så effektive, der blev ramt. Det var ikke ualmindeligt at bombefly ”gemte” et par bomber til hjemturen beregnet på at uskadeliggøre irriterende flak, der kunne gøre livet usikkert for flyverne. Det var dog ikke tilladt, faktisk var det strengt forbudt, så det blev ikke fortalt til cheferne hjemme på flybasen ved afrapportering.  

Denne episode Gunnar beskriver omkring vandtårnet i Brædstrup passer godt med nogle kort, jeg har modtaget fra Frederick Dee`s nevø Stuart Matthews. På et af kortene ses de nedstyrtninger der finder sted pågældende nat over Danmark.
På kortet er der også nord for Brædstrup anført at et fly bliver angrebet og ramt, men at flyet ikke styrter ned, men fortsætter flyvningen til England. " Se kortet her " På et andet kort kan ses registreringer fra de tyske natjagere " Se Luftwaffe`s registreringer her ".
LM694 blev ikke skudt i brand af en kanonstilling i Brædstrup. LM694 blev angrebet og ramt af en tysk natjager. Mit bud er, at den tyske natjager blev fløjet af Major Horst - Günther Höfele, stab III/NJG1.  

Begravelsen
Om aftenen den 27. august kom en ambulance og hentede papirsækkene med ligene af flyverne. Resterne af flyverne køres måske til Gl. Rye hvor tyskerne havde en flyveplads.

Den 30. august tidlig om morgenen spærrer tyskerne kirkegården i GL. Rye af. Graveren og en anden mand fra byen sneg sig dog op i kirketårnet, hvorfra de kunne se de tyske soldater sparke nogle sække ned i en grav. Der var ingen gejstlig medvirken. Få dage efter begravelsen anbragte den tyske værnemagt et hvidt trækors med inskription på graven. Efter kapitulationen blev graven anlagt på menighedens bekostning. 

Da RAF i foråret 1943 havde rettet en række heftige angreb på mange tyske byer, blev både Göbbels og mange andre tyskere forbitrede. De fjendtlige flyvere fik betegnelsen ”terrorflyvere”. I juli 1943 udsendte den tyske overkommando nye direktiver angående begravelse af allierede flyvere. Nu kunne man godt undlade gejstlig medvirken, æressalut og kransenedlæggelse.
Efter den allierede invasion i Frankrig sommeren 1944, kom der en ny tysk instruks, hvoraf det fremgik, at nu skulle allierede flyvere nedgraves ”på stedet”, dvs. i nedstyrtningskrateret, i en skov eller på en mark, hvor det nu passede tyskerne bedst.
Dermed var den totale krig gennemført også over for de døde.

Dødsattest i kirkebogen
Den tyske dødsattest som præsten i Gl. Rye modtager den 6. september lyder således i oversættelse: 

Dødsattest for engelske besætningsmedlemmer fra den 27/8 1944 i Træden. Den nedskudte engelske maskine, hvis type man ikke har kunnet fastslå, blev tre lig, der har kunnet identificeres og enkelte forkullede ligrester fremdraget. De lig, der har kunnet identificeres, er: 

Lig nr. 1          Sergent Jack White                                   Stærk forkullet
Lig nr. 2          Sergent Jakob Schaper                            Stærk forkullet
Lig nr. 3          Sergent F. B. Lewis                                     Stærk forkullet 

De øvrige ligdele kan ikke identificeres. Dødsårsag forbrænding og kvæstelser. " Se dødsattesten her " 

Hvordan navnet Sergent F. B. Lewis fremkommer, er et ubesvaret spørgsmål? 

Mindekorset
Nedstyrtningsstedet var afspærret af tyskerne i ca. 14 dage. Soldaterne havde ladet sig indlogere nede ved Gudenåen. De boede i blikladen på adressen Åvej 44 hos Magnus Petersen, og befalingsmanden for tyskerne boede på Bredstenbro kro. Magnus Petersen havde i sine unge år tjent i Tyskland og lært tysk. Han kunne derfor tale med soldaterne. Tyskerne samlede alle vragdelene sammen, kørte metallerne til stationen i Brædstrup, hvorefter det alt sammen blev sendt til omsmeltning og genanvendelse i Tyskland.

Hjemme på gården hentede de daglig staldfoder til dyrene på gården et stykke fra nedstyrtningsstedet. Min bedstefar havde set en lang bjælke fra flyet uden for afspærringen. Denne bjælke ville han gerne have fat i, så en dag, da karlen Rasmus Due Andersen var ude for at hente staldfoder, smed han bjælken i bunden af vognen og så staldfoder ovenpå. Da Rasmus kørte hjemad med staldfoderet, fulgte en tysk soldat efter. Det har nok givet anledning til en hel del nervøsitet. Soldaten vendte heldigvis om, inden læsset kom hjem på gårdspladsen.
Bjælken kom op på loftet og dækket til med halm. Der fik den lov til at blive liggende, til krigen var forbi. 

Efter befrielsen fik min bedstefar smedemester Ibsgaard i Træden til at lave korset, som det står i dag. Smeden smeltede noget af metallet til en plade hvor navnene senere er indgraveret. Indgraveringen er foretaget af ure og guldsmed Jul Madsen i Brædstrup uden beregning. 

Tapperhedsmedalje til agterskytten
Den 3. oktober 1944, godt et par måneder efter styrtet modtager agterskytten eller rettere hans familie en tapperhedsmedalje for nedskydning af en tysk natjager. 

Indstillingen har følgende ordlyd:  

FITZGERALD, Sergeant John Ernest (R215210) - Distinguished Flying Medal - No.166 Squadron (missing) - Award effective 3 October 1944 as per London Gazette of that date and AFRO 2637/44 dated 8 December 1944.  Born in New Westminster, 1925.  Was in Army and Air Cadets before enlisting, Vancouver, 21 January 1943. Trained at No.3 BGS (graduated 12 November 1943).  Killed in action with No.166 Squadron, 26/27 August 1944 (Lancaster LM694); buried in Denmark. 

This airman has participated in many sorties as a rear gunner.  He has displayed the greatest keenness and has proved himself to be a most dependable member of aircraft crew.  One night in August 1944, Sergeant Fitzgerald participated in a minelaying mission.  Shortly after leaving the target area, this gunner sighted a Junkers 88.  He opened fire and his first burst struck the enemy aircraft which went into a steep dive with both engines on fire.  One more than one occasion his vigilance and good shooting have contributed materially to the safe return of his aircraft. 

Familien i Canada får i øvrigt efter krigen opkaldt et bjerg til minde om deres søn og broder. Bjerget kommer til at hedde Fitzgerald Mount, hvilket er blevet vedtaget den 28. marts 1967. Bjerget er et vulkansk højdepunkt i sydvestlige British Columbia, Canada, 84 km øst for Rivers Inlet og 4 km øst for Mount Silverthrone.  Koordinaterne for bjerget er 51° 31`01.9 N og 126° 03`56.2 W 

Engelske officerer
Den 5. februar 1946 havde mine bedsteforældre besøg af en Kaptajn Adams og to andre engelske officerer fra RAF. De rejste rundt for at samle oplysninger om savnede flyvere.
De besøgende får de oplysninger, min bedstefar kan give, og flyets og besætningens identitet bliver opklaret.
Nu kan familierne til de omkomne flyvere endelig få at vide, hvilken skæbne der er overgået deres kære.
I perioden fra august 1944 til foråret 1946 er det eneste RAF har kunnet oplyse familierne til flyverne om, at Lancasteren med deres sønner er meldt savnet.  

I foråret 1946 kommer det min bedstefar for øre, at en eller anden, måske en af de tililende på nedstyrtningsnatten, har et ”hundetegn” fra en af flyverne.  Dette hundetegn tilhører flyveren Jack White. Min bedstefar får fat i hundetegnet, og sammen med et billede af korset sender han dette tilbage til moderen Mrs. White i England, som han har fået kontakt med.
Mrs. White sender oplysninger med navne på de øvrige omkomne og adresser på de efterladte tilbage til min bedstefar. Navnene bliver påført metalpladen på mindekorset, og der bliver taget billeder af fotograf Jørgensen i Brædstrup, hvorefter han sendte billeder af korset til alle de pårørende.

Gennem årene har min bedstefar skrevet og modtaget mange breve fra de pårørende. Der har også været mange besøg fra familierne til de omkomne fra både England og Canada.
Det besøg, der har gjort det største indtryk, et besøg som jeg kan huske, var i juni 1976, hvor Mrs. White og datteren Marian, moderen og søsteren til Jack White, besøgte mine bedsteforældre. Moderen Mrs. White var 82 år, og hendes sidste ønske var at se hendes søns grav. I brevene til min bedstefar havde hun igennem 30 år ytret ønske om at se hendes søns sidste hvilested. Det var meget bevægende at se den 82 årige Mrs. White dvæle ved hendes søns grav. Besøget gjorde et meget stort indtryk på min bedstefar.
Det gjorde også en stort indtryk på Mrs. White og datteren Marion. På Mrs. White og datterens foranledning modtager min bedstefar et RAF-våbenskjold som tak for hans arbejde med mindekorset. Våbenskjoldet, han modtog i 1976, hænger i dag hjemme i min stue. 

Efterskrift
Min bedstefar var ikke modstandsmand eller på nogen måde aktiv i krigen. Hans krigsindsats blev kontakten til de efterladte. Sluttelig vil jeg citere ham med følgende:

”Vi, der har haft det på nærmeste hold, vil aldrig glemme det. De satte livet til, for at vi kunne leve i et frit land” 

Vi har stadigvæk kontakt til to familier til flyverne. Den ene er familien til Jack White, der hvert eneste år siden 1946 har sendt penge til en julekrans ved mindekorset.
Den anden er pilotens Frederick Dee`s nevø Stuart Matthews. Stuart har efterforsket meget i den nedstyrtede Lancaster og har sendt mig en masse spændende informationer.
Jeg selv efterforsker stadigvæk i styrtet med Lancasteren og er interesseret i alle oplysninger om styrtet og om de 7 flyvere.

Aastrupgaard den 27. august 2008

 Anders Lund

Se mere omkring Lancaster LM694  - en del af siden  Allierede flyvere 1939-45 DK  

Kilder.:
Min bedstefar Svend Andersen
Stuart Matthews, nevø til piloten Frederick Dee
Andreas Moldt “Natbomber”
Henry Pedersen”Skidthøgen”
Gunnar Viby Mogensen
Battle Reports and Operations Record Book
Diverse avisudklip
Lokale vidner til styrtet
http://www.bomber-command.info/sitemap.htm
http://lostbombers.co.uk/bomber.php?id=2978

NB.: En meget stor tak til Ebbe Lohmann Madsen for den engelske oversættelse.

Tilbage til forsiden